FAQ om investering

Her kan du få svar på ofte stillede spørgsmål i forbindelse med investering hos PFA Invest.

FAQ – PFA Invest udbytte

1. Hvordan er beskatningen af udbytte?

Frie midler: Udbyttet beskattes som aktieindkomst og der bliver tilbageholdt aconto 27 % udbytteskat på udbytte fra danske selskaber og dermed de aktiebaserede afdelinger og de balancerede afdelinger.

Selskaber: Udbyttet beskattes efter en sats på 22 %, som bliver trukket aconto ved udbetalingen.

Pension: Der bliver ikke trukket aconto skat på din pension. Udbyttet beskattes som en del af Pensionsafkastbeskatningsloven (PAL) med en sats på 15,3 %, hvor udbytter, renter og det løbende afkast beskattes med samme sats.

Obligationsbaserede afdelinger indeholder ikke a conto-skat, og udbyttet beskattes som kapitalindkomst. Din endelige skatteopgørelse fremgår af SKAT’s hjemmeside og din skattebetaling indberettes automatisk til SKAT. 


2. Hvornår skal jeg eje investeringsbeviset for at få udbytte?

For at være berettiget til udbytte, skal du eje investeringsbeviset, når børsen lukker den dag, hvor der holdes generalforsamling. Sælger du dit investeringsbevis lige inden, så er du ikke berettiget til udbytte.


3. Hvornår får jeg udbytte fra mine investeringsbeviser ind på mit depot eller ind på min konto?

Udbytterne vil være tilgængelige på din konto eller tilskrevet i dit depot onsdag den 13. februar 2023.


4. Hvorfor udbetaler nogen afdelinger så højt et udbytte?

Udbyttebetalingen er afhængig af om afdelingen har fået en realiseret kursgevinst ved, at sælge et af de underliggende papirer. Det kan også være, at obligationerne har udbetalt renter eller hvis de underliggende aktier eller investeringsforeninger i afdelingen udbetaler udbytte. Et højt udbytte er ikke et udtryk for et godt afkast. Du skal vurdere dit samlede afkast, og ikke alene størrelsen på udbyttet. Det skyldes, at udbyttet blot er den del af din fortjeneste, du får udbetalt.



FAQ – PFA Invest Balance afdelinger fjerner benchmark

1. Hvad er et benchmark?

I investeringsverdenen er et benchmark et sammenligningsgrundlag, der bruges til at måle forvalterens evne til at skabe afkast i en investeringsafdeling. Fx vil man kunne sammenligne afkastet på PFA Invest Danske Aktier med afkastet i det danske aktieindeks OMX Copenhagen Cap, hvor sidstnævnte fungerer som benchmark.


2. Hvorfor fjernes benchmark på PFA Invest Balance afdelinger?

PFA Invest har fra 1. april 2019 valgt at gå bort fra brugen af benchmark på sine balanceafdelinger. Den nye praksis skyldes blandt andet, at PFA Invest i juni sidste år styrkede sine balanceafdelinger med ejendomsinvesteringer, som der ikke findes relevante benchmark for. PFA Invest vil på sigt gerne fortsætte udviklingen af balanceafdelingerne med sådanne typer af investeringer, så kunderne får optimal glæde af PFA’s stærke investeringsmotor, herunder adgang til attraktive og stabiliserende aktiver, som kun i sjælden grad er tilgængelige for kunder i danske investeringsforeninger.


3. Ændres risikoen i PFA Invest Balance afdelinger?

De overordnede risikorammer fastholdes i balanceafdelingerne, hvilket betyder at fordelingen mellem risikofyldte aktiver og ikke risikofyldte aktiver vil fortsætte som hidtil og risikoen i afdelingerne fastholdes dermed på samme niveau. Ydermere indsættes risikorammer på PFA Invest Balance AA og A for den maksimale allokering til Højrente virksomhedsobligationer og obligationer fra Emerging Markets.


4. Ændres afkastmål for PFA Invest Balance afdelinger?

Beslutningen om at afskaffe benchmark ændrer ikke på de overordnede mål, som PFA Invest har sat for balanceafdelingerne. PFA Invest mål for balanceafdelingerne er at afdelingerne over en periode på 3 – 5 år ligger i den bedste tredjedel i forhold til en målgruppe bestående af de mest relevante konkurrenters sammenlignelige afdelinger.

PFA Invest er sat i verden for at få kundernes investeringer til at vokse gennem lave omkostninger og stærke, risikojusterede afkast. Det er vi lykkedes rigtigt godt med hidtil, og derfor bliver vi konsekvent rangeret blandt de bedste investeringsforeninger i Danmark. Det er også målet fremadrettet, og selvom vi nu afskaffer benchmark på balanceafdelingerne, så kan man stadig se, hvordan afdelingerne klarer sig i forhold lignende balanceafdelinger hos konkurrenterne.


5. Indgår PFA Invest Balance afdelinger fortsat i konkurrentsammenligninger?

Selvom benchmark fjernes, fastholdes investeringsrammerne på balanceafdelingerne og dermed vil afdelingerne også fremadrettet indgå i afkastsammenligninger med vores konkurrenter via Morningstar.


6. Hvor kan jeg se afkastet på PFA Invest Balance afdelinger?

Man kan altid se afkastet på PFA Invest Balance afdelinger på pfainvest.dk, under linket ”Afdelinger”, i toppen af hjemmesiden.


7. Har afskaffelse af benchmark indflydelse på udbetaling af udbytte og beskatning i afdelingerne?

Nej, benchmark har udelukkende været brugt som referenceindeks, til sammenligning af afkast mellem balanceafdelingerne og det generelle aktie- og obligationsmarked og har dermed ikke indflydelse på hverken udbytte eller beskatning i afdelingerne.


FAQ – Hvordan beregnes afdelingernes indre værdi (NAV)

Investeringsforvaltningsselskabet PFA Asset Management, som administrerer Investeringsforeningen PFA Invest, beregner dagligt afdelingernes indre værdi også kaldet NAV (Net Asset Value). NAV er et udtryk for afdelingens samlede formue divideret med afdelingens udstedte investeringsbeviser, eller med andre ord, prisen pr. andel.

1. Officiel NAV

Officiel NAV er baseret på de officielle lukkekurser på aktier og/eller obligationer i afdelingen og opgøres morgenen efter, hvor alle lukkekurser på de globale børser er tilgængelige. En afdeling med aktier i både danske og amerikanske aktier vil således have en Officiel NAV, der baserer sig på lukkekurser på de danske og amerikanske børser. Valutakurser, der indgår i beregningen af Officiel NAV, er de der er gældende kl. 17.00 dansk tid.


2. Intradag NAV

Intradag NAV opgøres på samme vis som Officiel NAV, dvs. formue i forhold til antal udstedte andele. I stedet for lukkekurser benyttes der realtidskurser på aktier, obligationer og valuta fra de forskellige børser. Intradag NAV ændrer sig således i løbet af dagen i takt med, at kurserne på de underliggende aktiver ændrer sig. Dette sker hvert 2. minut i børsens åbningstid fra 09.40 til 17.00.