Udskudt general forsamling
– Hvad betyder det for mig?

Grundet Covid-19 situationen og regeringens forsamlingsforbud er generalforsamlingen i PFA Invest forsat udsat på ubestemt tid. Det kan give anledning til mange spørgsmål vi har forsøgt at besvare de fleste nedenfor.


Hvad betyder udskydelsen af generalforsamlingen for mine udbytter?

Hvis du investerer i PFA Invest obligationsafdelinger; Mellemlange-, Udenlandske- eller Kreditobligationer, betyder udskydelsen desværre, at udbetaling af dit udbytte udskydes. Det skyldes, at PFA Invests generalforsamling som følge af en ændret skattepraksis skal vedtage en vedtægtsændring, før afdelingerne kan udbetale udbytte. Da generalforsamlingen er blevet udskudt, er udbetalingerne derfor også blevet udskudt.

Hvis du investerer i PFA Invests øvrige afdelinger, påvirker udskydelsen ikke dit udbytte, da du allerede har modtaget årets udbytte a conto. Det er muligt, da udbyttet ifølge foreningernes vedtægter, som er baseret på en lovgivningsbestemt model, fastsættes ud fra konkrete aktiviteter i det forgangne år.

Du kan læse mere om udbytte her

Kan jeg risikere at der ikke bliver afholdt generalforsamling i år?

Nej, generalforsamlingen vil med sikkerhed blive afholdt, men formentlig på anden vis end normalt. Det er vores forventning, at årets generalforsamling af hensyn til corona vil blive afholdt uden det sædvanlige traktement og uden eksterne oplægsholdere, samt med en opfordring til at stemme via fuldmagt.

Vi vil i stedet invitere til et investormøde med traktement og informationer om markedsudviklingen og resultater, når vi forventeligt i efteråret kan forsamles uden sundhedsbegrundede restriktioner.

Hvordan påvirker udskydningen af generalforsamlingen mine investeringer i PFA Invest?

PFA Invest investerer fortsat som hidtil, og udskydelsen af generalforsamlingen påvirker derfor ikke dine investeringer i PFA Invest. Hvis du investerer i PFA Invest obligationsafdelinger; Mellemlange-, Udenlandske- eller Kreditobligationer, betyder udskydelsen blot, at udbetalingen af dit udbytte udskydes.

Hvor stort udbytte kan jeg forvente at modtage på PFA Invest Mellemlange-, Udenlandske- og kreditobligationer?

PFA Invest obligationsafdelinger forventes at udbetale følgende udbytte pr. stk. efter afholdt generalforsamling:

PFA Invest Mellemlange Obligationer 0,20 kr. pr. stk.
PFA Invest Udenlandske Obligationer Intet udbytte
PFA Invest Kreditobligationer 1,00 kr. pr. stk.

Størrelsen på udbyttet fra det forgangne år påvirkes ikke af udskydelsen af generalforsamlingen. Det skyldes, at udbyttet beregnes på baggrund af regler i skattelovgivningen og med udgangspunkt i det forgangne års konkrete aktiviteter i den enkelte afdeling. Så længe udbyttet ikke er udbetalt, så vil det indgå som en del at de forvaltede aktiver i investeringsforeningens afdelinger

Hvornår afholdes generalforsamlingen for PFA Invest?

PFA Invest vurderer løbende situationen og vil indkalde til den ordinære generalforsamling, så snart generalforsamlingens afholdelse vurderes at kunne ske på en betryggende måde og i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger og Regeringens forsamlingsforbud.

Da vi er afhængige af disse ydre forhold, kender vi på nuværende tidspunkt ikke den konkrete dato, men du vil få besked via mail, så snart datoen er fastlagt.

Hvorfor venter I ikke blot med at afholde generalforsamlingen til efteråret?

Generalforsamlingen er den øverste myndighed i Investeringsforeningerne, hvor investorerne godkender årsregnskaberne og udbytterne, vælger bestyrelsen og vedtager eventuelle ændringer i vedtægterne. PFA Invest ønsker derfor at afholde generalforsamlingen snarest muligt af hensyn til årsregnskabets godkendelse og udbyttebetalingen for obligationsbaserede afdelinger i investeringsforeningen.

Hvorfor afholder I ikke generalforsamlingen som online-møde i stedet?

Vi har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at afholde online generalforsamling af hensyn til systemer og gældende regler. Vi ser dog løbende på mulighederne for digital afholdelse og/eller delvise web-løsninger i takt med at vi følger udmeldingerne fra Regeringen og Sundhedsstyrelsen nøje.

Markedsopdatering

Corona-virussen har de seneste uger medført store fald på de aktiemarkederne og fået opsparingerne til at svinde. I en sådan situation kan det være svært at bevare roen, men erfaringsmæssigt er det oftest det klogeste at gøre.

Bliv klogere i videoen nedenfor, hvor CEO for PFA’s investeringsafdeling, Christian Lindstrøm Lage sætter ord på markedsudviklingen.

Vi vender som altid tilbage med yderligere opdateringer, nar der sker nye udviklinger på markederne.



Handelsomkostninger

Der er fortaget midlertidig forhøjelse af emissionstillæg og/eller indløsningsfradrag for en række afdelinger i PFA Invest grundet midlertidige ekstraordinære markedsforhold. Dette kan medføre højere handelsomkostninger. Af samme årsag er ÅOP på nuværende tidspunkt ikke fuldstændigt retvisende.

Du kan blive klogere på den usædvanlige situations påvirkning på investeringsfonde i Finans Danmark rapport.