Hurtig indsats bringer sygemeldte tilbage i job

Rikke Bay Haaber er chef for Strategisk Sundhed i PFA

Mere end 6 ud af 10 sygemeldte er kommet tilbage i arbejde efter at have fået hurtig hjælp til at få bugt med deres problemer. Det viser en ny undersøgelse fra PFA af det første års erfaringer med sundhedstilbuddet EarlyCare. Stress har været den hyppigste årsag til forløbene i perioden.

Hvis man er sygemeldt med f.eks. stress, er fred og ro ikke nødvendigvis den bedste medicin, når det gælder om at komme på højkant igen og tilbage i arbejde. Tværtimod er hurtig hjælp til at få bugt med problemerne vejen frem.

Det viser en ny undersøgelse fra PFA af det første års erfaringer med sundhedstilbuddet EarlyCare.

Her kan kunder kontakte PFA, når de har været sygemeldt i 14 dage eller derover, og få afklaret deres helbredssituation og blive guidet videre til et forløb, som er tilpasset den enkeltes behov. Og undersøgelsen viser, at af de ca. 550 kunder, som foreløbig har været gennem et sådan forløb, er 65 pct. vendt tilbage til arbejde.

”Det er meget positivt, at så stor en andel er kommet i job igen efter at have fået en tidlig indsats. For det er til gavn for alle parter, at sygemeldte hurtigt får bugt med deres problemer og vender tilbage til arbejdet i stedet for at hænge fast i et sygdomsforløb, som i værste fald kan betyde, at de helt mister tilknytningen til arbejdsmarkedet og ender på førtidspension,” siger Rikke Bay Haaber, chef for Strategisk Sundhed i PFA.

Beregninger fra PFA viser således, at hvis man bliver sygemeldt som 30-årig og ikke kommer tilbage i arbejde, vil det betyde et tab i livsløn på ca. 2,8 mio. kr. Tabet for en 40-årig vil være på ca. 1,8 mio. kr., mens en 50-årig vil miste ca. 800.000 kr. For en virksomhed, hvor en medarbejder sygemeldes i f.eks. 12 uger, betyder det ekstra omkostninger på ca. 107.000 kr.

Stress er årsag til halvdelen af forløbene

Ifølge den nye undersøgelse er stress årsag til halvdelen (49 pct.) af alle EarlyCare-forløb. Dermed er det den hyppigste lidelse, som kunderne får hjælp til, og generelt fylder stress stadig mere blandt PFA’s kunder. Således er antallet af anmeldte stress-skader via helbredssikringen i PFA steget med 43 pct. siden 2014.

”Stress er et stort og stigende problem både blandt vores kunder, på danske arbejdspladser og generelt i samfundet. Det er på alle måder bekymrende og dyrt, og her skal alle ind i kampen for at knække stresskurven. I den forbindelse har man i lang tid ment, at fred og ro er den bedste og eneste medicin mod stress. Men hvis en sygemeldt går længe uden at have kontakt til jobbet eller ikke får hjælp til at komme i gang igen, kan det svække selvværdet og arbejdsevnen. Og nu viser vores erfaringer med al tydelighed, at en tidlig indsats er vejen til at komme hurtigt på højkant igen og tilbage i arbejde,” siger Rikke Bay Haaber.

Hun tilføjer, at de positive erfaringer med EarlyCare også hænger sammen med, at kunderne i forløbet får afdækket alle aspekter af deres helbredssituation – f.eks. dårlige kostvaner, manglende søvn, fysiske smerter eller parforholdsproblemer – og på den baggrund får relevant sparring og hjælp.

Fakta: PFA EarlyCare

Kunder, der har PFA EarlyCare som del af deres pensionsordning, kan kontakte PFA, når de har været sygemeldt i 14 dage eller derover. Her er der hjælp at hente fra rådgivere til at få afklaret helbredssituationen og til at blive guidet videre i et forløb tilpasset de individuelle behov. Det kan f.eks. være hos en psykolog eller fysioterapeut eller en kombination af flere behandlingsformer.

 

For yderligere information: Kontakt presse og kommunikationskonsulent i PFA, Martin Olsen, på 30 53 17 67.