Stabile vækstudsigter trods aktiebump

Rasmus Pilegaard er PFA's seniorstrateg

Aktiemarkederne i blandt andet Europa og USA har været urolige på det seneste, men der er ikke tegn på, at vi er på vej ind i en længerevarende nedtur, vurderer investeringsstrateg i PFA.

26: oktober: Amerikanske aktier er steget efter nogle dage med kraftige fald, hvilket giver et lille plus i år, dog er S&P 500 indekset stadig nede med 7,7 pct. i forhold til topniveauet i september. I Danmark er C25 nede med 13 pct. siden nytår, og også europæiske aktier er i minus med næsten 11 pct. i året.

Trods de urolige aktiemarkeder er der ikke tegn på, at vi står lige overfor en længerevarende aktienedtur, hvor investorerne bredt set søger væk fra aktier – et såkaldt ’bearmarked’.

Det vurderer seniorstrateg i PFA Rasmus Pilegaard.  

”Det er efter min vurdering mere sandsynligt, at der er tale om en korrektion i et bullmarked end indgangen til et bearmarked. Når man kigger på de underliggende forudsætninger i særligt USA, men i nogen grad også Europa, er der ikke tegn på, at vi er på vej ind i en længerevarende nedtur. Men da vi ligger på et modent punkt i konjunkturcyklen, så må man forvente, at væksten globalt bliver lidt langsommere, men fortsat solid og stabil, når vi kigger ind i 2019,” siger Rasmus Pilegaard

Cocktail af dårlige nyheder giver midlertidigt dyk

Nedturen skyldes en cocktail af lidt for hurtigt stigende renter, allerede høje forventninger til de børsnoterede selskabers regnskaber og kombineres i Europa med politisk usikkerhed i forhold til Brexit-forhandlinger, der ikke just kører på skinner og den politiske situation i Italien.

Der er altså mange bolde i luften, men det er ikke nok til, at det burde kunne vælte det nuværende økonomiske opsving, vurderer Rasmus Pilegaard.

”Jeg tror ikke, at de aktiefald vi ser p.t., er tilstrækkelige til at trække resten af økonomien med ned, ligesom det heller ikke er nok til at ændre den amerikanske centralbank, Fed’s, politiske kurs om at hæve renten til december. Lige nu ser vi en koncentration af dårlige nyheder, som giver en chokeffekt på markederne, senest har vi fået skuffende vækstindikatorer fra Europa,” siger seniorstrategen.

Han tilføjer, at vi i 2019 kigger ind i et år, hvor vi vil se større sårbarheder i markedet, end det har været tendensen i år, men hvor en underliggende stabil global vækst samtidig kan sende aktiekurserne opad mod nye highs igen.

”I år har vi haft 43 dage, hvor S&P 500 er faldet eller steget over 1 pct. Heraf fire dage, hvor udsvingene har været større end 3 pct. Til sammenligning var der i hele 2017 kun 8 dage med bevægelser over 1 pct., og ingen med bevægelser over 3 pct. Faktisk har der i perioden 2012 til 2017 kun været tre dage med udsving over 3 pct. For nogle investorer kan den nuværende aktieuro være en mulighed for at få nogle aktier billigere, men det kræver, at man har ro i maven til at klare de udsving, vi ser på aktiemarkederne nu, og som forventes at fortsætte de kommende kvartaler. Hvis man sælger i dagens marked, kan man nok godt komme til at ærgre sig de kommende måneder, for jeg forventer, at vi kommer til at se nogle stigninger frem mod årets udgang,” siger Rasmus Pilegaard.