PFA åbner for venteliste til det første kollegie

I anledning af at PFA fyldte 100 år i 2017, besluttede pensionsselskabet at opføre fire kollegier i de store uddannelsesbyer København, Odense, Aarhus og Aalborg.

Samlet tilføjes der dermed 1000 kollegieværelser til unge uddannelsessøgende i hele landet.

Det første kollegie står færdigt i Odense i januar 2020, og fra 1. juli 2019 er det muligt for PFA-kunder og deres børn og børnebørn at skrive sig på venteliste til en af de i alt 298 nye studieboliger i Odense, der snart står klar.

”En uddannelse er en vigtig brik i som ung at kunne forme sig den fremtid, man ønsker. Og i samme ombæring er det grundlæggende, at man i studietiden har gode og trygge rammer, der både kan give fordybelse og fornøjelse. Det gør PFA-kollegierne, som sætter fællesskabet og et stærkt læringsmiljø i højsædet, og jeg ser meget frem til, at vi i januar 2020 kan byde de første studerende velkomne til det spritnye og meget flotte kollegie beliggende centralt i Odense,” siger koncerndirektør og COO i PFA Jon Johnsen.  

Sådan skriver PFA-kunder sig op

Opskrivningen foregår via mitpfa.dk., hvor man som kunde logger sig ind og bliver sendt videre til FindBolig.nu, der står for venteliste, udlejning og administration. Opskrivningen åbner 1. juli, og PFA’s kunder og deres børn og børnebørn har fortrinsret til at blive skrevet op til et kollegieværelse. 
 
Næste PFA-kollegie, der åbner for opskrivning, er PFA-kollegiet i Aalborg. Der kommer mere information herom.