Markant flere unge følger med i pensionen

Interessen for pension stiger kraftigt blandt de unge herhjemme, viser nye tal fra PFA. På bare tre år er antallet af unge under 35 år, der logger på PFA’s hjemmeside for at tjekke deres pensionsordning, fordoblet.

Sparer jeg nok op til at kunne få den pensionstilværelse, jeg ønsker? Hvordan går det med afkastet? Og hvordan er jeg dækket, hvis uheldet er ude?

Markant flere unge vil nu have styr på den slags spørgsmål og andre forhold omkring deres pensionsordning. Det viser nye tal fra PFA.

Her er antallet af unge kunder under 35 år, der logger på selskabets hjemmeside for at tjekke deres pensionsordning, fordoblet på bare tre år - fra 37.354 i 2016 til 74.261 i 2019. Det svarer til, at 27 pct. af alle de unge kunder under 35 år loggede på for at tjekke pensionen i 2019 mod 16 pct. i 2016. Det er den største stigning blandt alle aldersgrupper.

”Pension har historisk været et generelt lavinteresseområde i befolkningen. Og det gælder især for de unge. For som udgangspunkt kan de nærmest ikke forestille sig deres alderdom og få et billede af dem selv som gammel op på nethinden. Men det er ved at ændre sig. Og vi ser nu, at interessen for pension er stærkt stigende blandt de unge, og at de i langt højere grad end tidligere følger med i deres pensionsordning,” siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

”Den udvikling er på alle måder positiv. For selvom det særligt for unge kan være svært at forholde sig til pensionen, der ligger langt ud i fremtiden, er det vigtigt også som ung at være opdateret på sin pensionsordning. For det giver ro at få styr på, hvad man har at se frem til som pensionist, og hvordan man er stillet, hvis uheldet er ude – og at få tilpasset indbetalingerne eller forsikringerne, hvis der er behov for det,” siger Carsten Holdum.

Han peger på, at flere faktorer bidrager til de unges øgede opmærksomhed omkring pensionen.

”De unge har faldende tillid til de offentlige ydelser, og det betyder, at flere og flere tager hånd om deres egen pension og i stigende grad følger med i pensionsordningen og også sparer ekstra op. Samtidig spiller hele bæredygtighedsdagsordenen ind, som betyder, at de unge også i højere grad interesserer sig for, hvordan deres opsparing bliver investeret,” siger Carsten Holdum og fortsætter:

"Endelig er pension blevet meget mere tilgængelig og lettere at få adgang til via digitale platforme. Man kan nu følge med i pensionen og træffe beslutninger via f.eks. mobilen, og det har kunderne i høj grad taget til sig og ikke mindst de unge,” siger Carsten Holdum og nævner som eksempel, at der i 2019 for første gang var flere kunder, som loggede ind på PFA’s hjemmeside fra mobilen end fra computeren.

For yderlige information kontakt Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA, på tlf.: 24 28 44 52