Markedskommentar: Amerikanske regnskaber rammes af coronavirus

Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA.

Den amerikanske regnskabssæson har bevæget sig ind i den fjerde uge, og det tegner til, at sæsonen bliver den sløjeste i mere end 10 år. Coronakrisen har ramt regnskaberne, mens udviklingen på aktiemarkederne tyder på, at investorerne er begyndt at se frem mod næste år. Det skriver PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, om i denne markedskommentar

I omegnen af 70 pct. af S&P 500-selskaberne har nu udsendt regnskabstal for årets første kvartal, og det generelle billede er ikke overraskende. Indtil videre tegner det til at blive den ringeste regnskabssæson siden finanskrisen i 2008-2009.

EPS-væksten (væksten i indtjening pr. aktie, red.) ser ud til at lande på -15 pct. i forhold til samme kvartal sidste år, hvilket er et hårstrå bedre end tredje kvartal 2009, hvor EPS-væksten kom ind på -15,7 pct. Hertil kommer, at blot 49 pct. af selskaberne har slået forventningerne, hvilket er den laveste andel siden fjerde kvartal 2015.

Minder om tidligere kriser

Trods coronakrisens udbrud og karakteristika adskiller resultaterne på sektorniveau sig ikke fra andre tidligere kriser. Således er det også i denne omgang de konjunkturfølsomme sektorer såsom cyklisk forbrug, energi, finans og industri, der leverer negativ EPS-vækst, mens stabilt forbrug, medicinal, forsyning og teknologi holder sig i positivt territorie. Sidstnævnte nyder ikke overraskende godt af, at omsætning og produktion i forvejen er online-baseret.

Dykker man ned i undersektorer, bliver forskellene dog langt mere udtalte i forhold til effekterne af nedlukninger og social distancering, hvor turismeservice og oplevelsesøkonomi er blandt de hårdest ramte.

Bekræfter indtjeningsrecession

Overordnet set er der dog ikke mange overraskelser at hente i regnskaberne for første kvartal. De er som forventet påvirket af coronakrisen og indeholder ikke andet nyt end en bekræftelse på, at vi befinder os i en dyb indtjeningsrecession.

Den vigtige information for investorer er guidance, og den har et relativt stort antal af selskaber valgt at suspendere.

Det betyder også, at vi som investorer stadig står med to store søjler af fuldstændig usikkerhed: Makroprognoser og indtjening/omsætning. Skal regnskaberne for alvor blive drivende for aktiemarkedet, er vi nødt til at afvente andet kvartal, da disse vil dække over perioden med genåbninger af økonomierne og dermed afspejle, hvordan skaden i forbrugslysten i lyset af det rekordhøje antal ledige udvikler sig.

Fokus på 2021

At dømme efter aktiemarkedernes performance de seneste uger har investorerne afskrevet indtjeningen i 2020 og fokuserer i stedet på 2021, hvor konsensusforventningen er en indtjeningsvækst på 28 pct.

Det er ikke en helt uvant situation, og man skal faktisk kun tilbage til sidste år for at finde en lignende periode.

Her så investorerne også igennem lav indtjeningsvækst for året og fokuserede i stedet på de bedre makroudsigter for 2020 med rekordafkast til følge – en udvikling, der set i bakspejlet i dag, er blevet gjort til skamme af det chok, en pandemi er.

To faktorer at navigere efter

Tilbage i 2019 pegede de makroøkonomiske indikatorer på, at vi ville undgå en recession i 2019/2020. I dag peger de ikke nogen steder hen på nuværende tidspunkt. Usikkerheden affødt af coronavirussen er simpelthen for stor. Så selvom vi med genåbningerne kommer til at opleve en matematisk rekyl i vækstindikatorerne, er der ingen, der på nuværende tidspunkt reelt ved, om væksten vil forløbe som et V, U, W eller L.

Kernen er dog, at vi indtil videre har to faktorer at navigere efter. Det ene er smittespredningen, og det andet er, at vi er begyndt at åbne op. Set ud fra de to forhold er jeg ikke overrasket over, at et V-formet vækstforløb er indpriset i aktiekurserne.

Det sagt, er risikoen for et tilbagefald også øget i tilfælde af, at smittespredningen og genåbningerne ikke forløber som forventet. Usikkerheden er således stadig den primære drivkraft for aktiemarkedet. Det kombineret med det stærke rebound fra aktiebunden i marts betyder, at man på nuværende tidspunkt skal være påpasselige med at øge risikoen i sin portefølje.

Et stemningsdrevet fald på aktiemarkedet vil dog give langsigtede investorer mulighed for at samle lidt op i forhold til den langsigtede investeringsstrategi.

Denne markedskommentar er skrevet af chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen.